I dit viskelæder eller bidelegetøjet til din hund kan der være phtalater. De kan være hormonforstyrrende. Hvad kan du gøre for at undgå for mange phtalater i din krop?
Phtalater
Hvor er der phtalater?
Der er phtalater [ta-la-ter] i mange forskellige ting som skoletasker, penalhuse, viskelædere, regntøj, sækkestole og legetøj til både børn og husdyr.
Phtalater kan også fordampe fra en varm computer og komme ned i dine lunger.
I dag er det forbudt at sælge legetøj med phtalater til børn under 3 år. I legetøj til børn mellem 3-14 år er kun nogle former for phtalater forbudte.
Phtalater mistænkes for at være hormonforstyrrende.
Industrien bruger phtalater til mere end plastik
Phtalater gør ikke bare plastikken blød i skoleudstyr og legetøj.
Man bruger phtalater i haveslanger, elektriske kabler, badeforhæng og medicinsk udstyr, såsom slanger på hospitalerne.
Industrien bruger også phtalater til andet end at blødgøre plastik. Det kan for eksempel være i neglelak, så den ikke smuldrer, i parfume så duften holder længere – og i hæfteplastre for at øge styrken.