Skip to the content

Parabener

Hvad er parabener?

Parabener er et fælles navn for de følgende seks konserveringsmidler: Methylparaben, ethylparaben, propylparaben, butylparaben, isopropylparaben og isobutylparaben.

I kosmetik bruger man primært de fire førstnævnte, da de forhindrer væksten af forskellige slags svampe og bakterier. Dermed forlænger tilsætningsstofferne holdbarheden af produkter som hudplejecremer, shampoo og make-up.

Parabener er i forhold til for eksempel formaldehyd i nyt tøj milde over for huden, og ganske få mennesker reagerer allergisk på dem. Desværre er de mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Jo længere molekylekæde, jo mere hormonforstyrrende 

Parabenerne adskiller sig fra hinanden ved antallet af kulstofatomer i molekyle-kæden.

Methylparaben har ét kulstofatom, ethylparaben har to kulstofatomer, propylparaben har tre og butylparaben har fire. Jo længere molekylekæden er, jo mere effektiv er parabenen som konserveringsmiddel.

Det betyder, at der skal mere methylparaben til at konservere den samme mængde creme end for eksempel butylparaben. Og jo mindre koncentration af parabener – jo bedre er det for allergikere.

Til gengæld er det sådan, at jo længere kæden er i parabenerne, jo mere østrogenlignende vil stoffet være. Det har betydning for, hvor hormonforstyrrende parabenen er.

Derfor antager man, at parabenerne methylparaben og ethylparaben er de mest sikre at bruge, når vi taler om hormonforstyrrelser. Mens du bør fravælge ropylparaben og butylparaben i produkter.