Skip to the content

Mærkninger

Hvilke mærker skal du vælge?

Det kan være svært at læse en varedeklaration eller en ingrediensliste.

Hvis du gerne vil have lidt hjælp til at vælge de rigtige produkter, er der nogle bestemte mærker, symboler eller mærkningsordninger, der kan hjælpe dig.

Miljømærker

Der findes to anerkendte miljømærker på produkter i Danmark. Det er 'Svanen' og 'Blomsten'.

Svanen er et miljømærke, som vi bruger i Danmark og i de øvrige nordiske lande: Finland, Island, Norge og Sverige. Blomsten er et miljømærke i EU-landene.

Svanen eller Blomsten sikrer dig, at produktet tager hensyn til miljøet, din sundhed, og at kvaliteten er god. Svanemærket tøj af bomuld er for eksempel altid dyrket uden brug af sprøjtegifte.

De to mærker bruges på mange forskellige ting, lige fra tøj, bøger, tv og brændeovne til produkter på badeværelset og rengøringsmidler. Selv hele butikker kan blive svanemærket.

Økologimærker

I Danmark er der et anerkendt mærke for økologiske varer. Man kalder det for 'det røde Ø'.

EU-landene har også et anerkendt økologimærke. Det hedder 'EU’s økologimærke'. Mærkerne kan du oftest finde på madvarer – altså brød, gryn, pasta, kød, frugt og grøntsager.

Når en pose med mel har det røde Ø, så er der ikke brugt sprøjtegift eller kunstgødning på kornmarken. Økologiske varer er desuden kun tilsat ganske få kemiske stoffer. 

Tøjmærker

Tøj og andre tekstiler kan få et ’Oeko-tex-mærke’.

Her har man sat grænser for, hvor meget der må være af kemiske stoffer i tøjet, når du køber det. Men der ingen grænser for, hvor meget af de kemiske stoffer, man må bruge til at farve tøjet på fabrikken.

Bomulden må også godt få sprøjtegift ude på marken. Så Oeko-tex-mærket sørger kun for at beskytte dig selv mod de kemiske stoffer. Betegnelsen 'Oeko-tex' betyder ikke, at produktet er økologisk.

Genbrugsmærker

Man kan og bør genbruge masser af produkter. Der findes da også mange genbrugsmærker. Mærker med pile i en cirkel, der viser, at man kan bruge materialet igen og igen.

Pantmærket viser, at der er pant på varen. Bogstavet fortæller, hvor mange penge du kan få tilbage. I 2010 gav Pant A mærket 1 kr. tilbage for din flaske. Pant B gav 1,5 kr. og Pant C gav 3 kr. tilbage i din lomme. Hvor mange penge får du i dag tilbage i pant for en flaske?

Aluminiums-mærket viser, at man kan genbruge metallet i produktet. Man sparer både råstoffer og store mængder energi ved at genbruge det. Måske kan du aflevere aluminium på din genbrugsstation til genbrug?

Plastmærket viser, hvilken slags plastik der er i produktet. Plasttype 3 er PVC, der indeholder et farligt klorstof, og du bør altid aflevere det på genbrugsstationen.

Affaldsmærket findes på mange elektroniske og elektriske apparater. Det betyder, at der er stoffer i apparatet, der skal fjernes, før man kan genbruge det. Du må ikke smide apparater med et affaldsmærke i skraldespanden. Du skal i stedet aflevere dem på genbrugsstationen.

Indeklima-mærket

Indeklima-mærket fortæller, at for eksempel et skab eller en sofa ikke forurener luften derhjemme.

Så her er der styr på, hvilke og hvor mange kemiske stoffer der kommer fra møblet og ud i luften.