Print side

FAKTA OM KEMI

Kig dig omkring: Jord, vand, træ, glas, plastik, huse, veje, biler, dyr og du selv. Alt består af forskellige kemiske stoffer.

 

Grundstoffer

Alle stoffer er bygget op af nogle små byggesten. Der findes omkring 100 forskellige byggesten. Byggestenene hedder grundstoffer. De kan sætte sig sammen på mange forskellige måder og danne alle de forskellige stoffer, der findes i verden. 

Grundstoffer er nærmest som en slags bittesmå legoklodser, der kan sætte sig sammen i bestemte mønstre, så de bliver til stoffer.

 

Hvad handler kemi om?

Kemi handler om, hvordan stofferne er opbygget, og hvilke grundstoffer de består af. Altså, hvordan ser mønstret af klodser ud? Og hvilke klodser er der brugt?

Kemi handler også om, hvordan stofferne kan dele sig og sætte sig sammen på en ny måde for at danne andre stoffer. Ligesom når du skiller en LEGO-figur ad for derefter at bygge en ny. 

 

Naturlige kemiske stoffer

Stofferne i naturen bliver hele tiden skilt ad og sat sammen på nye måder. Det sker i mennesker, planter og dyr. Men det sker også i ikke-levende ting som mineraler og bjergarter. Naturen selv fremstiller langt de fleste kemiske stoffer. Vi kalder dem for de naturlige, kemiske stoffer. Det kan for eksempel være sukker, proteiner eller fedt. 

 

Menneskeskabte kemiske stoffer

Mennesker deler og blander også forskellige kemiske stoffer i et laboratorium eller på en fabrik. Man kalder ofte den slags kemiske stoffer for kemikalier eller kunstige kemiske stoffer. Giftige sprøjtemidler eller væsken i terpentinflasken derhjemme er kemikalier. Her på hjemmesiden bruger vi ikke ordet kemikalier. Vi kalder alle de menneskeskabte for kemiske stoffer.

Langt fra alle kemiske stoffer er sunde – hverken for os eller det naturlige miljø. Dette og meget mere kan du læse om under menupunkterne i højre side.